Tilbringer du og dine klubkammerater hele weekenden i det Nordsjællandske i forbindelse med DM Ultralang i april?
Her kommer 4 forslag til seværdigheder og udflugtsmuligheder i nærheden af Jægerspris Nordskov:
1. De Tusindeårige Ege
De tusindeårige gamle egetræer ligger i løbsområdet for DM Ultralang, Jægerspris Nordskov, derfor må du selvfølgelig ikke aflægge Danmarks ældste levende træer et besøg før stævnet, men du kan tage dine klubkammerater under armen og gå ud EFTER stævnet er afviklet søndag.
I Jægerspris Nordskov har skovvejene navne, og der er skiltet til de tre ældste ege, Kongeegen, Storkeegen og Snoegen.
I en alder af 1500 – 2000 år er Kongeegen Nordeuropas ældste egetræ, og med en omkreds på over 14 m. er træet markant sammelignet med skovens anden bevoksning.
Den sidste levende gren af Storkeegen faldt i efteråret 1980. I dag vidner stubben om det godt tusindeår gamle træs dimensioner.
Den tredje af de kendte ege, Snoegen, står i Øllemosen. De sidste blade på Snoegen visnede i efteråret 1991. Snoegens alder var 600 – 700 år, og den snoede stub har en omkreds på 8,7 m.
Læs mere om De Tusindeårige Ege her.
2. Jægerspris Slot
På museet på Jægerspris Slot kan du opleve 1800-tallets kongelige boligindretning. Kong Frederik VII erhvervede Jægerspris Slot (næsten på løbsdagen) den 21. april 1854 på sin hustru, Louise Danners fødselsdag. Herefter blev de oldenborgske kongers gamle jagtslot til privatbolig for landets konge og siden enkesæde for grevinde Danner. Parret foretog en større renovering af slottet, og den mode- og stilbevidste grevinde indrettede boligen efter tidens smag.
I 1866, tre år efter kongens død, åbnede grevinde Danner dele af slottet for publikum. I dag består slottet af museum, tårnuret, mindelunden, café og er vært for koncerter og arrangementer.
Læs mere om slottet, åbningstider og priser her.
3. J.F Willumsen Museum
J.F.Willumsens Museum ligger i Frederikssund, og er et enkeltkunstnermuseum oprettet for kunstneren J.F. Willumsen. Museet udstiller hovedværker af Willumsen: malerier, tegninger, grafik, keramik, skulpturer, fotografier og arkitektur.
Museet er opført i 1957 og tegnet af arkitekt Tyge Hvass.
Læs mere om kunstmuseet, åbningstider og priser her.
4. Frederikssund Museum
Frederikssund Museum har til huse i den gamle færgegård, ved broforbindelsen mellem Frederikssund by og Hornsherred. Museet dykker ned i lokalhistorien med den fast udstilling “Menneske og Fjord”. Udstillingen der åbnede marts 2017, fortæller gennem en række temaer, om menneskets forhold til Roskilde Fjord, og om hvordan det har ændret sig gennem tid. Temaerne spænder vidt og går fra “Jægerliv ved kysten” og “Fjord til bord” over “Den rituelle fjord”, “Sommer på landet”, “Fra mark til parcelhus” til “Frederikssund bliver til”.
Hør, historien om fortidens mennesker der søgte mod fjorden for at få mad på bordet og sejlede ud mod verden, til nutidens menneske for hvem fjordens natur er det dragende.
Læs mere museet, åbningstider og priser her.
Find selv andre udflugtsmuligheder her.
For dig, som vil lufte løbeskoene
Foretrækker du udflugt med kort og kompas før stævnet, så tilbyder Allerød OK lørdag den 21. april fortræning i Tokkekøb Hegn med start og mål ved Allerød OK’s klubhus, Sandholmgårdsvej 43, 3450 Allerød. Start når du vil mellem kl. 14.00 – 16.00. Pris: 30 kr. betales kontant eller via MobilePay ved tilmelding på dagen. Der vil være fire forskellige baner: Hvid – let: 2 km., Gul – mellemsvær: 3 km., Blå – svær: 3 km. og Sort – svær: 5 km.
God tur!